
Højt maskerende med ADHD, AuDHD og autisme
"Jeg er ikke sart, jeg er højt maskerende"
- Freja Rasmussen, januar 2026.
Neurodivergente voksne, herunder mennesker med ADHD, AuDHD og autisme, kan i perioder fremstå mere “neurotypiske” udadtil, fordi de bruger camouflaging, altså strategier til at passe ind socialt og fagligt.[1,2]
Studier peger på, at især autistisk camouflaging kan have en omkostning i form af træthed og lavere trivsel over tid, selv når omgivelserne oplever personen som velfungerende.[2-4]
De tre spor: maskering, kompensation og assimilation
Camouflaging er ikke det samme som at være uærlig, og det er heller ikke automatisk “sygeligt”. Det er ofte en rationel tilpasning til sociale normer og arbejdskrav.
For mig kan det vise sig nærmest komisk. Jeg kan f.eks. pludselig opdage, at jeg har overtaget en andens accent uden at have tænkt over det. Det kan nemlig foregå devist automatiseret, bevidst eller mere ubevidst, hvorfor det kan snyde særligt i en klinisk setting. For ofte oplever jeg, at den neurodivergente ikke ved, hvor meget de maskerer i forskellige situationer. De ved bare at de er trætte.
I den mest brugte selvrapportering i voksenforskningen, CAT-Q, beskrives camouflaging typisk gennem tre typer strategier: masking, compensation og assimilation.[5]
Masking: at skjule eller dæmpe synlige træk, så de passer bedre ind i situationen.[1,5]
Compensation: at bruge lærte teknikker, regler og viden til at klare sig socialt og fagligt, selv når det ikke føles intuitivt.[1,5]
Assimilation: at “blende ind”, også når situationen indeni føles anspændt, og at håndtere ubehag uden at det kan ses.[5]
Et centralt fund i voksenlitteraturen er, at strategierne ofte giver adgang til fællesskaber, job og relationer, men at prisen kan vise sig som massiv træthed efterfølgende og behov for restitution.[1-3]

(Tryk på billedet for at se Youtube videoen).
Dyb kompensation, som mange genkender den
Forskningen bruger primært ordet compensation bredt. I praksis giver det mening at skelne mellem almindelig kompensation og dét, der kan kaldes dyb kompensation, når strategierne bliver et helt projekt og næsten et interessefelt i sig selv.
Dyb kompensation kan for eksempel ligne:
At læse psykologi, kommunikation og adfærd som et studium, for at kunne afkode og forudsige sociale spil. Jeg endte selv som læge med interesse i adfærd, neurologi og psykologi.
At overplanlægge sociale situationer og arbejdsdage, så “varians” minimeres.
At gå meget op i indretning, design og miljøstyring, fordi omgivelserne bruges aktivt til at holde nervesystemet stabilt
At bygge et avanceret regelsæt for, hvordan man virker rolig, venlig og professionel, også når kroppen registrerer overload
Det her kan forstås som en intensiv kombination af compensation og assimilation, fordi målet ofte er både at kunne performe og at fremstå naturligt i det.[5] Den vigtige pointe er, at det kan se let ud udefra, netop fordi det er så gennemarbejdet men kræve enorme mængder energi i fht. hos neurotypiske.
Hvad litteraturen siger om autismegrupper og ADHD-grupper
CAT-Q og den klassiske camouflaging-litteratur er udviklet ud fra autistiske erfaringer og derfor er hovedviden stærkest på autisme.[1,2,5] Men der kommer mere forskning i andre neurodivergente grupper herunder ADHD.[6]
Et nyere studie, der direkte sammenligner voksne med autisme, voksne med ADHD og en sammenligningsgruppe, finder følgende mønster:
Voksne med ADHD rapporterer mere camouflaging end sammenligningsgruppen, især på assimilation.
Voksne med autisme rapporterer mere camouflaging end voksne med ADHD, både samlet og på flere delskalaer.
Autistiske træk, ikke ADHD-træk, forudsiger graden af camouflaging på CAT-Q, uafhængigt af diagnose.[6]
Det betyder noget vigtigt i en neurodivergent kontekst: Camouflaging kan forekomme bredere end autisme, selvom “high-masking autismeprofil” først bruges, når der også er autisme til stede altså ved autisme eller AuDHD. Samtidig kan ADHD gøre det sværere at få øje på den autistiske del, fordi tempo, fleksibilitet og social energi kan fylde mere udadtil end den indre belastning. Det er dog vigtigt at nævne, at CAT-Q er udviklet til autisme og vi mangler gode scores til andre grupper herunder voksne med AuDHD og ADHD.
Hvad det kan betyde for arbejdsliv og hverdagsliv
I arbejdslivet kan camouflaging ligne stabilitet og professionalisme udadtil, mens energiregnskabet betales efter møder, efter sociale dage og over tid.[1-4,7] I hverdagslivet kan det ligne et liv, der fungerer på papiret, men kræver aktiv energiøkonomi: skærmning, færre sociale skift, planlagt alenetid og bevidst valg af miljøer og mennesker.[1-3,5]
For mig er det vigtigt at omtale camouflaging med respekt. For det er nuanceret og bør behandles fra både et perspektiv, der kommer indefra og udefra. For mange af os har det været en kompetence, der gav os adgang til fællesskab og arbejdsliv, længe før vi havde et sprog for, hvorfor vi blev trætte. Når man forstår mekanismerne og hvilke alternative veje man kan gå, får man mulighed at vælge, hvornår man vil tilpasse sig, skrue ned og hvordan man kan indrette sit liv, så det kan holde på den lange bane.
Det handler grundlæggende om at leve med et nervesystem, der registrerer anderledes og bruger mere energi på at oversætte, tilpasse og holde balancen.
Hvis du vil lære mere om emnet, så kan du ...
Se denne Video på TwistTalk HER: AuDHD og Maskering.
2 tips hvis du genkender det her:
Registrér i 14 dage hvilke situationer, der giver ro og hvilke, der giver indre spænding og svær udmattelse bagefter.
Læg restitution ind som standard, ikke som belønning: færre sociale skift, kortere besøg, mere planlagt alenetid
Disclaimer: Det her er ikke en diagnose, men et forskningsbeskrevet mønster og et sprog for oplevelser, som kan være relevant for neurodivergente at få ord for.[1-6,7]
FAQ:
1. Er camouflaging det samme som at være uærlig?
Nej. I forskningen beskrives det som tilpasningsstrategier for at passe ind socialt og professionelt. [1,5]. Det kan være bevidst eller delvist automatisk.
2. Kan man camouflage uden at have autisme?
Ja, “camouflaging” som fænomen kan ses bredere, men her er den vigtige nuance at CAT-Q er udviklet til camouflaging af autistiske træk, så den fanger især det autisme-relaterede mønster. Et studie, der sammenligner autisme, ADHD og kontrolgruppe, finder at voksne med ADHD også rapporterer camouflaging-adfærd (blandt andet assimilation), men lavere end autismegruppen. Samtidig forudsiger autistiske træk mest af variationen i camouflaging på CAT-Q uanset diagnose [6].
Kilder:
[1] Hull L, Petrides KV, Allison C, et al. “Putting on My Best Normal”: Social camouflaging in adults with autism spectrum conditions. J Autism Dev Disord. 2017;47(8):2519-2534. doi:10.1007/s10803-017-3166-5.
[2] Cook J, Hull L, Crane L, Mandy W. Camouflaging in autism: A systematic review. Clin Psychol Rev. 2021;89:102080. doi:10.1016/j.cpr.2021.102080.
[3] Cage E, Troxell-Whitman Z. Understanding the reasons, contexts and costs of camouflaging for autistic adults. J Autism Dev Disord. 2019;49(5):1899-1911. doi:10.1007/s10803-018-03878-x.
[4] Hull L, Levy L, Lai MC, et al. Is social camouflaging associated with anxiety and depression in autistic adults? Mol Autism. 2021;12:31. doi:10.1186/s13229-021-00421-1.
[5] Hull L, Mandy W, Lai MC, et al. Development and validation of the Camouflaging Autistic Traits Questionnaire (CAT-Q). J Autism Dev Disord. 2019;49(3):819-833. doi:10.1007/s10803-018-3792-6.
[6] van der Putten WJ, Mol AJJ, Groenman AP, et al. Is camouflaging unique for autism? A comparison of camouflaging between adults with autism and ADHD. Autism Res. 2024;17(4):812-823. doi:10.1002/aur.3099.
[7] Khudiakova V, Russell E, Sowden-Carvalho S, Surtees ADR. A systematic review and meta-analysis of mental health outcomes associated with camouflaging in autistic people. Res Autism Spectr Disord. 2024;118:102492. doi:10.1016/j.rasd.2024.102492.
