Læs om Elvanse tilskud og enkelttilskud til ADHD-medicin.

Elvanse, ADHD-medicin og tilskud: Derfor opstår der forvirring lige nu?

June 23, 20267 min read

Elvanse-tilskud og ADHD-medicin: Hvad gør du, hvis tilskuddet pludselig mangler?

Denne tekst er især til dig, der allerede er i behandling med Elvanse/lisdexamfetamin og pludselig oplever, at tilskuddet mangler.

Flere med ADHD oplever lige nu, at apoteket siger, at der ikke længere er tilskud til deres medicin. Det gælder blandt andet Elvanse, hvor det aktive stof hedder lisdexamfetamin.

Det kan føles voldsomt. Især hvis du har været stabilt behandlet i lang tid og ikke har fået besked om, at noget skulle ændre sig.

For nogle betyder det en markant højere pris på apoteket. For andre giver det en følelse af at stå midt i systemet uden at vide, hvem der egentlig kan hjælpe.

Her får du en faglig og praktisk forklaring på, hvad der kan være sket, og hvad du kan tale med din læge om.

Hvis apoteket siger, at dit Elvanse-tilskud mangler, så gør dette

  1. Tjek på fmk-online.dk, om du har et aktivt enkelttilskud.

  2. Bed først apoteket tjekke din CTR. Hvis du ikke får klarhed kan du kontakte din læge og bed lægen tjekke FMK.

  3. Bed lægen vurdere, om der skal søges forlængelse eller genansøgning. Vær opmærksom på at egen læge tager et gebyr for genansøgning, hvis din psykiater ikke har fået det ordnet.

  4. Bed lægen beskrive, at der er tale om fortsat stabil behandling, hvis du allerede er stabil på Elvanse.

  5. Bed eventuelt om, at psykiatrisk epikrise eller tidligere behandlingshistorik bruges i ansøgningen.

Hvad er enkelttilskud til ADHD-medicin?

Noget ADHD-medicin har ikke automatisk generelt tilskud. I stedet skal lægen søge om enkelttilskud hos Lægemiddelstyrelsen.

Det gælder blandt andet i nogle situationer ved behandling med lisdexamfetamin, som er det aktive stof i Elvanse.

Lægemiddelstyrelsen har opdateret de vejledende kriterier for enkelttilskud til ADHD-medicin. Opdateringen bygger på Medicinrådets behandlingsvejledning for ADHD og blev meldt ud i foråret 2026. Ifølge Lægemiddelstyrelsen er der primært tale om mindre justeringer, og selve behandlingsalgoritmen er overordnet uændret. Der er dog formuleringer i kriterierne, som kan skabe forvirring i praksis [1].

Hvad siger kriterierne om Elvanse, lisdexamfetamin og atomoxetin?

I kriterierne står der blandt andet, at diagnosen skal være stillet af en relevant speciallæge. Behandlingen skal også være startet af speciallægen [2].

Methylphenidat er fortsat førstevalg ved medicinsk behandling af ADHD. Atomoxetin, dexamfetamin og lisdexamfetamin beskrives som ligestillede muligheder i anden linje [2].

Der står dog også, at atomoxetin som udgangspunkt bør være afprøvet, før der gives tilskud til dexamfetamin eller lisdexamfetamin. Det er sandsynligvis en del af grunden til den forvirring, nogle oplever hos både apotek og læge.

Men her er det vigtigt at læse hele formuleringen.

Hvis atomoxetin ikke er afprøvet, skal lægen beskrive årsagen til det [2].

Det betyder altså ikke nødvendigvis, at en person, der allerede er stabilt behandlet med Elvanse, pludselig skal skifte medicin.

Det betyder heller ikke automatisk, at man skal starte helt forfra i behandlingsalgoritmen. Og det betyder ikke i sig selv, at egen læge ikke kan genansøge, hvis behandlingen oprindeligt er opstartet hos en psykiater, og du efterfølgende er afsluttet til videre behandling hos egen læge.

Stabil behandling med Elvanse er ikke det samme som ny opstart

Her opstår meget af forvirringen.

Der er forskel på tre situationer:

  • ny opstart i behandling med Elvanse

  • fortsættelse af en behandling, der allerede er startet i psykiatrien

  • forlængelse eller genansøgning af et tidligere enkelttilskud

Hvis behandlingen er startet af en relevant speciallæge, og du har været stabilt behandlet gennem længere tid, kan lægen i ansøgningen tydeligt beskrive, at der er tale om fortsat behandling eller forlængelse af en allerede velfungerende behandling.

Ikke en helt ny opstart.

Det er en vigtig forskel.

Lægemiddelstyrelsen skriver, at første bevilling typisk gives for 6 måneder. Ved genansøgning om forlængelse kan tilskuddet gives uden tidsbegrænsning, hvis behandlingen har effekt i monoterapi [2].

Monoterapi betyder her, at behandlingen gives som ét ADHD-lægemiddel i den relevante behandling – altså ikke som kombination med flere samtidige ADHD-præparater.

Hvorfor siger apoteket, at der ikke er tilskud?

Når apoteket siger, at der ikke er tilskud til Elvanse eller anden ADHD-medicin, betyder det som regel ikke, at apoteket har lavet en faglig vurdering af behandlingen.

Apoteket kan typisk kun se, om der ligger et aktivt tilskud i Det Centrale Tilskudsregister. Hvis der ikke gør det, kan tilskuddet ikke slås igennem ved udlevering [3].

Der kan derfor være flere forklaringer:

  • Det tidligere enkelttilskud kan være udløbet.

  • Der kan være søgt tilskud én gang, men ikke genansøgt.

  • Der kan være uoverensstemmelse mellem præparat, styrke eller ordination.

  • Der kan mangle oplysninger i ansøgningen.

  • Lægen kan have tolket kriterierne som om, at atomoxetin altid skal være forsøgt først – også ved stabil fortsat behandling.

Det sidste kan være en for snæver læsning.

Kriterierne giver mulighed for at forklare, hvorfor atomoxetin ikke er forsøgt. Og alle ansøgninger vurderes individuelt [2].

Hvad kan du bede din læge om?

Du kan bede din læge om først at tjekke, om der ligger et aktivt enkelttilskud i FMK eller Det Centrale Tilskudsregister.

Som borger kan du også selv se oplysninger om tilskudsbevillinger på fmk-online.dk [3].

Hvis der ikke ligger et aktivt tilskud, kan lægen søge igen. Her er det vigtigt, at behandlingshistorikken bliver beskrevet tydeligt.

Det gælder især, hvis behandlingen er startet i psykiatrien, og du nu blot får fortsat ordination hos egen læge.

Besked du kan sende til din læge

Du kan eventuelt skrive:

Kære læge.
Apoteket oplyser, at der ikke ligger aktivt tilskud til min Elvanse/lisdexamfetamin. Vil du tjekke i FMK/CTR, om mit enkelttilskud er udløbet eller mangler?

Hvis der skal søges igen, vil du så vurdere, om ansøgningen kan beskrives som fortsat behandling eller forlængelse, da behandlingen oprindeligt er startet i psykiatrisk regi?

Det kan eventuelt være relevant at bruge min psykiatriske epikrise og tidligere behandlingshistorik i ansøgningen. Jeg er opmærksom på, at der nok tagees et gebyr.

Relevante oplysninger i ansøgningen kan være

Lægen skal selvfølgelig altid lave sin egen faglige vurdering. Men relevante oplysninger kan være:

  • at diagnosen er stillet af speciallæge

  • at behandlingen er startet i psykiatrien

  • at methylphenidat tidligere er afprøvet

  • hvilken effekt eller hvilke bivirkninger der var ved tidligere medicin

  • at der er stabil effekt af Elvanse/lisdexamfetamin

  • hvorfor skift til atomoxetin ikke vurderes hensigtsmæssigt nu

Eksempel på formulering til lægens ansøgning

En lægefaglig formulering kan fx lyde sådan:

Patienten er tidligere udredt og medicinsk opstartet i psykiatrisk regi. Methylphenidat er afprøvet med mangelfuld effekt/uacceptable bivirkninger. Patienten blev derefter sat i behandling med lisdexamfetamin/Elvanse i psykiatrisk regi og har været stabilt velbehandlet i ca. 1 år. Der er derfor ikke tale om ny opstart, men om fortsat stabil behandling. Atomoxetin er ikke afprøvet, da patienten allerede er stabilt behandlet på lisdexamfetamin, og behandlingsskift vurderes ikke fagligt hensigtsmæssigt uden klinisk indikation.

Det er ikke en garanti for tilskud. Men det kan hjælpe med at gøre problemstillingen tydeligere.

For det afgørende er ofte ikke kun, hvilken medicin der søges tilskud til. Det er også, hvordan behandlingsforløbet bliver beskrevet.

Er der tale om ny opstart?
Eller er der tale om fortsættelse af en stabil behandling, som tidligere er startet af speciallæge?

Det er to forskellige situationer.

Skal man altid prøve atomoxetin før Elvanse?

Nej, ikke nødvendigvis.

Kriterierne siger, at atomoxetin som udgangspunkt bør være forsøgt før tilskud til lisdexamfetamin eller dexamfetamin. Men de siger også, at lægen kan angive en begrundelse for, hvorfor atomoxetin ikke er afprøvet [2].

Det kan fx være relevant, hvis patienten allerede er stabilt behandlet med Elvanse efter opstart i psykiatrien, og der ikke er en klinisk grund til at skifte behandling.

Her bør fokus være på den konkrete lægefaglige vurdering.

Kort sagt: Hvad gør du, hvis dit Elvanse-tilskud mangler?

Hvis du allerede er stabil på Elvanse/lisdexamfetamin, og behandlingen oprindeligt er startet i psykiatrien, så bed din læge om at undersøge, om dit enkelttilskud skal forlænges eller genansøges som fortsat behandling.

Du kan gøre tre ting nu:

  1. Log ind på fmk-online.dk og tjek, om der står et aktivt enkelttilskud.

  2. Kontakt din læge og bed lægen tjekke FMK/CTR.

  3. Bed om en vurdering af, om der skal søges forlængelse eller genansøgning med tydelig beskrivelse af din behandlingshistorik.

Det er også helt rimeligt at bede om, at tidligere behandlingshistorik, speciallægens vurdering og den kliniske begrundelse for fortsat behandling bliver skrevet tydeligt ind i ansøgningen.

Vigtigt

Dette blogindlæg er generel information og kan ikke erstatte individuel lægefaglig vurdering.

Det er altid den behandlende læge, der vurderer, hvilken medicin der er relevant, og hvordan en ansøgning om enkelttilskud skal formuleres.

Kilder

  1. Lægemiddelstyrelsen. Opdatering af kriterierne for enkelttilskud til ADHD-medicin. Published April 30, 2026. Accessed June 23, 2026. https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/nyheder/2026/opdatering-af-kriterierne-for-enkelttilskud-til-adhd-medicin/

  2. Lægemiddelstyrelsen. ADHD: Methylphenidat, atomoxetin, lisdexamfetamin og guanfacin – vejledende kriterier for enkelttilskud. Updated June 4, 2026. Accessed June 23, 2026. https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/tilskud/individuelle-tilskud/enkelttilskud/vejledende-kriterier/adhd-methylphenidat%2C-atomoxetin%2C-lisdexamfetamin-og-guanfacin

  3. Lægemiddelstyrelsen. Det Centrale Tilskudsregister. Accessed June 23, 2026. https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/tilskud/det-centrale-tilskudsregister

Freja Rasmussen

Freja Rasmussen

Neurodivergent MD | CEO, TwistAcademics | ADHD/AuDHD Self-Leadership 🧠 | Neuroinclusion & Sustainable Work I Speaker

LinkedIn logo icon
Instagram logo icon
Youtube logo icon
Back to Blog